Sæby Bakker | ny bydel i Sæby storsælger

Interessen for den nyudviklede bydel Sæby Bakker med plads til op til 360 boliger har overrasket alt og alle. Den anerkendte projektudvikler Innovater A/S har netop købt en stor bid af 1. etape svarende til ca. 8.140 kvadratmeter byggeretter. Derudover har udviklingsselskabet Sæby Bakker ApS solgt et boligprojekt bestående af 56 rækkehuse, som allerede er fuldt udlejet.

Sæby er godt på vej til at blive et af de mest attraktive steder at bosætte sig i Vendsyssel. Befolkningstallet er både set over en 10-årig periode og det seneste år steget, og det er ikke mindst de nye havne- og strandarealer samt den charmerende gamle bydel, der virker tillokkende. Senest bekræftes tendensen af en stor interesse for det nye store boligområde Sæby Bakker, der ligger naturskønt med flot udsigt, og som aktuelt er det største udviklingsprojekt i Nordjylland uden for Aalborg.

Sæby Bakker er et areal på 151.500 kvadratmeter, og 1. etape består af 56 rækkehuse, 28 parcelhusgrunde samt yderligere 8.140 kvadratmeter byggeretter ligeledes til rækkehuse. De 56 rækkehuse er fuldt udlejede mere end et år før, de står færdige, og der er i øjeblikket 35 på venteliste. Samtidig er 10 ud af 28 parcelhusgrunde allerede solgt til private købere. De 8.140 byggeretter er netop blevet solgt til Innovater A/S:

- Vi har købt arealet på grund af den meget positive udvikling, som Sæby er inde i. Vi ser muligheder for at tiltrække både eksisterende sæbynitter og nye borgere til de kommende rækkehuse, og på længere sigt bliver området endnu mere attraktivt, efterhånden som byen udvikler sig i den retning, siger CEO Morten Lykke fra Innovater.

Det er erhvervsmæglerfirmaet Metropol Erhverv i Aalborg, der har stået for at tiltrække køberen, og partner Kim Christensen er glad for, at det har været muligt at tiltrække en af de store danske ejendomsudviklere til projektet:

- Vi er meget tilfredse med, at salget er gået godt, og at et område som Sæby Bakker kan tiltrække en af de store projektudviklere. Det vidner om, at det ikke bare er Aalborg, der spås en god udvikling i Nordjylland, men at man også har andre områder af Nordjylland inde på radaren. Det er vigtigt at have for øje for både politikere, udviklere og borgere.

Hos Sæby Bakker ApS har man oplevet stor interesse for området, og derfor sætter man allerede nu gang i 2. etape, der består af 3-etagers boligejendomme med udsigt over Kattegat:

- 2. etape består af 19.500 kvadratmeter byggeretter, der er øremærket til 3-etageres boliger. Vi har også mødt stor interesse for at etablere et seniorbofællesskab, og det er tanken, at ca. en fjerdedel af byggeretterne skal øremærkes til dette, forklarer en af ejerne bag Sæby Bakker ApS, Jens Nielsen.

Han siger supplerende, at han nu glæder sig til at sætte spaden i jorden. En klage til Planklagenævnet fra en enkelt borger har ellers holdt gravemaskinerne i garagen siden årsskiftet, men i sidste uge kom der positivt svar fra nævnet, der havde behandlet sagen og afvist klagen.

Kontakt os

METROPOL ERHVERV
Østre Havnepromenade 26, 2. tv., 9000 Aalborg | +45 7231 2000

SIKKER MAIL
Sikker mail kan sendes til info@metropolerhverv.dk

PERSONDATAPOLITIK
Metropol Erhvervs persondatapolitik findes her
Oplysning om behandling af personoplysninger findes her

HVIDVASKLOVEN
Oplysning om Hvidvaskloven findes her

 

Mød os også på: